X Factor 2019: Behind the scenes

Fredag d. 4/1 havde X Factor premiere på TV 2 for første gang, og efter alt at dømme var det danske publikum ikke blevet mindre vilde med den populære sangkonkurrence ved startskuddet til 12. Sæson – intet mindre end 1.365.000 danskere sad klar ved skærmene da TV 2 blændede op for premieren i starten af januar – det højeste seertal til en X Factor premiere i tre år.

Her hos Have Kommunikation har vi, som i de seneste otte år, haft X Factor på lystavlen hele efteråret. Det gælder særligt Simone Skogen Lassen der er projektleder på projektet. Her fortæller hun lidt om, hvad der foregår bag scenen på sangprogrammet, og hvilke opgaver man egentlig har som presseansvarlig på programmet.

Hvilke opgaver har I haft på X factor indtil nu?

Vi har arbejdet kontinuerligt med X Factor siden i sommers og har derfor også haft rigtig mange forskellige opgaver på projektet allerede. Vi gik for alvor i gang med et stort pressemøde i sommer, hvor vi offentliggjorde årets fantastiske dommertrio. Sidenhen har vi været med på programmets optagelser til hhv. auditions, Five Chair Challenge og Bootcamp, hvor vi har fulgt deltagerne tæt for at lære dem godt at kende og følge deres rejse i programmet. Herunder har vi også haft ansvaret for eventuelle pressebesøg på settet undervejs. Vi har haft medietræning og presserådgivning med deltagere, dommere og vært.

Som presseansvarlige på programmet er det også vores opgave at briefe og rådgive deltagerne ift. den store medieeksponering, de kan forvente, som deltagere i Danmarks største underholdningsprogram – et element som for de fleste er helt nyt og uvant, hvorfor vi vejleder og rådgiver undervejs for at passe godt på dem. Desuden har vi løbende kontakt til pressen, som vi servicerer med ideer til gode historier og vinkler både før, under og efter programmet. Noget der udvikler sig løbende med programmets indhold uge for uge.

Hvad bliver jeres opgaver fremadrettet?

I hele programmets sendeforløb er det vores opgave at X Factor eksponeres i de danske medier for at skabe opmærksomhed om programmet og fastholde de mange seere, som allerede ser med. Uge for uge placeres nye spændende historier og det besluttes, hvordan vi på bedst mulig vis kan tease for ugens program. Interviews med deltagere, vært og dommere koordineres og afvikles og nye offentliggørelser ifbm. programmet planlægges løbende. Vi er i tæt dialog med programmets deltagere undervejs – på nuværende tidspunkt sendes de båndede programmer, hvor vi kender programmets indhold på forhånd. Fra den 1. marts starter liveshows – så er det en helt anden snak! Når vi går live opholder vi os for det meste i studiet og hver fredag håndterer vi pressen før, under og efter programmet er sendt, hvor der efter hvert endt show afholdes pressemøder. Her er intet forudsigeligt og det er et spændende og intenst forløb!


Hvad er det mest spændende ved at arbejde på x factor?

Det er vanvittig inspirerende at arbejde på et projekt, som er så stort og har så mange ildsjæle involveret. X Factor er et unikt TV format – et af de største underholdningsprogrammer vi har, og noget der virkelig formår at samle hele nationen.
Det er nogle fantastisk dygtige mennesker vi arbejder sammen med – hele produktionen (Blu), holdet fra TV 2, for ikke at nævne programmets dommertrio, vært og de mange skønne medvirkende som begiver sig ud på en rejse, de aldrig vil glemme. Vi har en strategisk og rådgivende rolle som jeg synes er enormt spændende og i arbejdet med X Factor er ikke én uge ens – derfor bliver det aldrig kedeligt

Hvad har været den største udfordring indtil videre?

Et udfordrende element som presseansvarlig på X Factor er at minde alle involverede om, hvad der må afsløres og hvad der absolut ikke må røbes for resten af Danmark imens programmet kører. Da en del af programmerne er optaget på forhånd, ved deltagerne meget mere end resten af befolkningen, og det kan være svært at navigere i når man er midt i det. Dertil er der også mange strategiske overvejelser ift. deltagernes historier og hvornår de foldes ud da
X Factor er et program, hvor vi følger de samme personer i en længere periode. Vi skal uge for uge vække seerens nysgerrighed og have nye historier at dele, men samtidig sørge for at luften ikke er gået af ballonen til programmets sidste programmer. Det er en hårfin balance, som overvejes nøje undervejs!

Hvad har været det sjoveste?

Det sjoveste har været at møde så mange nye mennesker. Det har været enormt sjovt at være med på produktionen og følge skabelsen af programmet. Det er enormt spændende at høre om deltagernes visioner og drømme i alle afskygninger og nu glæder jeg mig til at følge de mange dygtige talenter i konkurrencen uge for uge fremover!