Se KulturHave – maj

Herunder kan du se afsnittene af Kulturhave for maj måned løbende som de udkommer på DK4.

Afsnit 12: Forfatter, Elsebeth Egholm

I denne udgav af ”KulturHave” er gæsten i studiet hos Christian Have en af Danmarks mest læste forfattere – Elsebeth Egholm. 16 kriminalromaner er det blevet til på 18 år, hvor starten på hendes succesfulde karriere var “Skjulte fejl og mangler”, der var første bog i krimiserien om journalisten og amatørdetektiven Dicte Svendsen. Serien om Dicte Svendsen blev i 2012 filmatiseret og vist på TV2 i 2013.

Senest har Egholm udgivet “Frit Fald” der er andet bind i en ny krimiserie om lægen Rina, som lider af ansigtsblindhed. Christian Have spørger blandt andet Elsebeth Egholm, hvad det er krimigenren kan, har bogen en fremtid i en stadig mere digitaliseret verden, men også hvad det betyder at være i dialog med sine læsere, og hvorfor det er vigtigt, at vi stadig bruger vores fantasi, når vi læser?

Elsebeth Egholms forfatterskab er bl.a. udgivet i Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England, og hun modtog i 2018 med romanen “Jeg finder dig altid” Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi/spændingsroman.

Afsnit 13: Direktør for Vadehavscenteret, Klaus Melby

I 2017 åbnede Vadehavscentret igen efter en omfattende renovering og med et helt nyt moderne og prisvindende center skabt af den verdensberømte arkitekt Dorte Mandrup. Vadehavscentret modtog prisen “Årets Byggeri 2017” af en række aktører i den danske byggebranche.

I denne udgave af ”KulturHave” får Christian Have besøg i studiet af direktøren for Vadehavscentret Klaus Melbye, der fortæller om Vadehavet og dets betydning for lokalområdet og for hele Danmark. Om hvor vigtigt det er, at publikum kan få et indblik i og forstå tidevandet, stormfloderne og naturligvis trækfuglene og dermed hele det rige dyreliv i området.

Det danske vadehav kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2014 og Vadehavscentret er dermed “porten til UNESCO’s verdensarv”. Vadehavscentret er blevet en stor og markant publikumssucces og har fået national bevågenhed.

I KulturHave sætter vi fokus på baggrunden for denne succes, og hvad det er Klaus Melbye og Vadehavscentret har skabt, og hvordan det er muligt at tiltrække over 100.000 besøgende om året.

Afsnit 14: Næstformand og kultur-, medie- og idrætsordfører for Socialdemokratiet, Mogens Jensen

Mogens Jensen, næstformand og kultur-, medie- og idrætsordfører for Socialdemokratiet En af de helt markante skikkelser i det kulturpolitiske landskab er Mogens Jensen. Igennem mange år har han præget kultur- og mediepolitikken på Christiansborg og haft stor fokus på, hvordan de dele af befolkningen, der ikke bruger de mange kulturtilbud, kan inddrages og blive aktive deltagere.

Når Mogens Jensen er gæst i denne udgave af KulturHave går Christian Have tæt på det nye kulturpolitiske udspil fra Socialdemokratiet, på medieforliget, Radio 24/7 og ikke mindst den seneste kulturanalyse og danskernes holdning og støtte til kunsten og kulturen. Mogens Jensen er også formand for Foreningen NORDEN, og derfor spørger Christian Have også, hvor vigtigt det nordiske samarbejde er i en tid med Brexit og et EU i kaos.

Hvad med techgiganterne og Netflix og deres rolle i fremtiden i det danske kultur- og medielandskab og hvad med det dansk producerede indhold på den længere bane? Sådan lyder andre af programmets centrale spørgsmål, lige som der bliver mulighed for at høre Mogens Jensens bud på, hvad der skal prioriteres i de kommende år, og hvilken rolle kulturen kan og skal spille i hele landet.

Afsnit 15: Sanger, komponist og artist, Jørgen Thorup

Sanger, komponist og artist Jørgen Thorup er gæst i denne udgave af ”KulturHave”.

Med en række tillidshverv bl.a. som formand for Dansk Kunstnerråd og Spil Dansk er han en af de vigtige stemmer i dansk kulturliv – men måske ikke så kendt i den store offentlighed. Thorup har en imponerende karriere bag sig med 15 år i Shu-bi-dua og senest i Hardinger Band sammen med Michael Hardinger, og han er ophavsmand til over 300 sange, der er solgt i over 2 mio. eksemplarer i 25 lande.

I programmet kommenterer og perspektiverer Jørgen Thorup bl.a. den nye kulturanalyse “Mellem Ballet og Biografer – kultur ifølge danskerne”, som Tænketanken Mandag Morgen har gennemført for Altingets kulturpolitiske netværk.

Den viser danskernes syn på kunstens og kulturens betydning – hvorfor den er vigtig for samfundets sammenhængskraft, og om danskerne fortsat bakker op om den offentligt støttede del af kulturlivet. En række af analysens overraskende resultater bliver også præsenteret i programmet. Thorup argumenterer også for, hvorfor kunstnere bør spille en større rolle i den samfundsmæssige udvikling i de kommende år.