Se KulturHave – april

Herunder kan du se afsnittene af Kulturhave for april måned løbende som de udkommer på DK4.

Afsnit 7: Teaterchef, Lars Sennels

Efter mange års planlægning og en byggeproces på to år, fik man skabt et helt nyt teater i det nordlige Danmark. Hvordan er det gået til til, at Vendsyssel fik et topmoderne teater i Hjørring? Det spørger Christian Have teaterchef Lars Sennels, der har været med i hele processen, om i denne udgave af ”KulturHave”.

Hvordan fik man finansieringen og økonomien på plads, og hvad er visionerne for teatret? Hvor meget betyder den lokale forankring og borgernes opbakning? Hvad er det Vendsyssel Teater kan, siden det på kort tid er kommet på det nationale kulturlandkort og fået stor medieopmærksomhed og adskille fine anmeldelser? I programmer indgår også klip fra nogle af Vendsyssel Teaters store succeser.

Afsnit 8: Skuespiller, Charlotte Munck

Skuespiller Charlotte Munch er en af landets mest alsidige kunstnere, og hun er en flittig gæst i tv-serier og på filmlærredet – nok mest kendt for rollen som Anna Pihl i TV2-serien af samme navn. Foruden utallige markante roller på teaterscenen er Charlotte Munch også sangerinde og har blandt andet optrådt på Copenhagen Jazz festival.

Når Charlotte Munch er gæst i denne udgave af ”KulturHave” spørger Christian Have blandt andet, om en enkelt kunstner kan gøre en forskel, om en kunstners stræben efter det unikke, om hendes tro på sit kunstneriske virke og om kunsten virkelig er så vigtig for vores egen og samfundets udvikling? Hvorfor er det vigtigt hele tiden at bevæge sig ud af sin komfortzone som kunstner og søge nye udfordringer? Er vi ved at sælge ud af vores værdier, og hvilken rolle spiller kunstnerne i denne sammenhæng?

Afsnit 9: Skuespiller, teaterinstruktør og forfatter, Morten Kirkskov

I 2015 blev Morten Kirkskov udnævnt til skuespilchef på Det Kongelige Teater efter en succesfuld periode som teaterchef på Aalborg Teater. Morten Kirkskov er også skuespiller, teaterinstruktør og forfatter, og i 2017 modtog han Årets Reumert som bedste instruktør for sin udgave af “Lang dags rejse mod nat” på Det Kongelige Teater.

Kirkskov er hovedpersonen i denne udgave af ”KulturHave”, hvori Christian Have blandt andet spørger ind til skuespillets betydning netop nu i en stadig mere digitaliseret tidsalder. Hvordan sikres en kunstnerisk udvikling samtidig med øgede krav om egenindtjening og flere publikummer?

Hvordan skal Det Kongelige Teater blive hele danmarks teater og nå de unge og nye målgrupper, og hvordan ser Kirkskov problematikken mellem det elitære og folkelige? Er der en stor drøm, han håber kan realiseres på Det Kongelige Teater? I programmet indgår også klip fra nogle af de store og markante forestillinger, som Morten Kirkskov har stået i spidsen for.