International hæder til Have Kommunikation og Det Kongelige Teater

Vinderne af de eftertragtede Stevie Awards, også kendt som The International Business Awards, er netop blevet offentliggjort. Have Kommunikation har sammen med Det Kongelige Teater vundet tre priser – alle sammen for den stort anlagte Balletfestival 2018, der fandt sted i juni, og som i månederne op til fik alt fra bryggeriarbejdere til superligaspillere til at danse ballet.

Da Det Kongelige Teater fra 1. til 9. juni afviklede sin stort anlagte Balletfestival var målet ikke blot at præsentere ballet i verdensklasse. Det var også at få danskerne til at danse med og vise, at ballet er for alle.

I de tre måneder, der gik forud, drog Den Kongelige Ballet land og rige rundt og dansede med alt fra bryggeriarbejdere til superligaspillene fra Brøndby. Balletmester Nikolaj Hübbe udfordrede via sociale medier danskerne til at lære ballettrin og flere hundrede danseglade borgere deltog i fællesballet på Kongens Nytorv den 2. juni. Han hoppede om bord på S-togslinje B og besøgte asylcentre og snakkede med danskerne om – og udfordrede – deres forhold til ballet.

Under festivalen kunne man foruden klassiske og nyskabende balletforestillinger også deltage i talks med ledende politikere og meningsdannere, balletgadefester og dansekonkurrencer.

Best Public Relations event og Best Campaign in Arts & Entertainment

Kommunikation og konceptudvikling blev udført af Have Kommunikation og Det Kongelige Teater. Kampagnen indeholdt blandt andet en serien af videoer, som blev set 3,7 mio. gange, og kampagnens samlede rækkevidde estimeres til 11 mio.

Have Kommunikation og Det Kongelige Teater vi blive hædret ved Stevie Awards, også kendt som The International Business Awards, der uddeles i London den 20. oktober. Juryen består af prominente virksomhedsledere fra hele verden.

Balletfestivalen har vundet to guldmedaljer – for hhv. Best Public Relations Event og Communications or PR Campaign/Program of the Year (Arts & Entertainment) – og en sølvmedalje – for Best Brand Experience Event.

Balletten skal være noget for de mange

Hos Have Kommunikation stod direktionsmedlem Rasmus Navntoft i spidsen for kampagnen, og han udtaler følgende:

”Vi er ualmindeligt glade for det fantastiske samarbejde, vi har haft med Det Kongelige Teater. Balletfestivalen rummede en udfordring, som alle i dansk kulturliv står overfor: Hvordan bliver man relevant og værdiskabende for dem, der ikke allerede er inkarnerede kernebrugere? Det er en af de vigtigste kulturpolitiske nødder at knække i disse år, og derfor er vi stolte over, at vores bestræbelser nu bliver hædret.”

Kommunikationschef hos Det Kongelige Teater, Magnus Restofte, tilføjer:

”Der ligger en kæmpe tilfredsstillelse i, at det ambitiøse formidlingsarbejde, som Det Kongelige Teater og Have Kommunikation planlage og eksekverede i forbindelse med Balletfestivalen, nu hyldes med anerkendte kommunikationspriser. Og når man så samtidig kan se på tal og statistikker, at vi nåede ud til en masse nysgerrige danskere og gjorde en forskel, så er det en dobbelt bonus, vi alle skal huske at nyde og bygge videre på.”

Balletmester Nikolaj Hübbe konkluderer følgende:

”Dans er en urkraft, som alle kender og forstår. Alle danser. Det ville vi gerne understrege med Balletfestivalen. Det gør ikke Den Kongelige Ballet mindre, at vi danser ballet sammen med medarbejderne på Fuglsang Bryggeri, mens de er iført deres arbejdsgummirøjsere. Tværtimod! Festivalen handlede om at komme i dialog med både den etablerede teatergænger og dem, der aldrig sætter deres ben hos os eller noget andet teater for den sags skyld. Disse priser markerer, at det er lykkedes – og det er vi meget glade for, for Den Kongelige Ballet er jo vores alles, og derfor skal vi også være noget for så mange som muligt.”

Have Kommunikation har tidligere vundet Stevie-bronzemedaljer for arbejdet med Anders And & Co., Børnehjertefonden og Trap Danmark, mens Årets Reumert i 2008 blev kåret til Live Event of the Year, og i 2007 blev Christian Have kåret til Best Communications Executive.