Grøn 2018 var en bragende succes

Igennem juli måned har Grøn-karavanen slanget sig igennem landet, fra by til by, og bibragt god stemning og fantastiske musikoplevelser til et rekordhøjt antal festglade publikummer.

For første gang nogensinde har Grøn kunnet melde udsolgt til 7 ud af 8 af tourens koncerter, og er blevet besøgt af intet mindre end 191.000 publikummer. Dermed har koncerterne i år genereret et rigtig flot overskud til Muskelsvindfondens arbejde.

Også Have Kommunikation har været at finde på de Grønne koncertpladser rundt om i landet, og faktisk er det i år mere end 15. gang vi kører PR-indsatsen for Grøn.

Vores arbejde består i at køre presseindsatsen både før, under og efter koncerterne. Vi udarbejder pressestrategi i samarbejde med Muskelsvindfonden og Tuborg og kører den opsøgende kontakt til pressen ift. at udbrede budskabet om Grøn og det gode formål.

På touren har vi ansvaret for pressedækningen undervejs og koordinerer alle interviews og indslag, der skal afvikles på touren. Vi har kontakten til årets artister og deres mangement omkring alt i forhold til interviews, videooptagelser, og presseforespørgsler. Derfor er vi tilstede på hele touren, hvor vi servicerer pressen, udvikler pressehistorier undervejs og sørger for at Grøn er på dagsordnen under hele touren.