Drømmer du om en fremtid i kommunikationsbranchen?

Kom i praktik hos Have Kommunikation

Fra februar 2019 til juli 2019

Hos Have Kommunikation har vi gennem mere end tre årtier arbejdet med at formidle kunst og kultur, og vi er i dag Danmarks førende kommunikationsbureau på kulturområdet. Desuden har vi en stærk portefølje af projekter inden for både NGO-verdenen og det offentlige. Netop nu er vi på udkig efter en ambitiøs og talentfuld praktikant, der har lyst til at blive en del af vores team i Aarhus.

Som praktikant hos Have Kommunikation får du et helt unikt indblik i det danske kulturliv, og du kommer helt ind i mediemaskineriet, når alt fra kulturprojekter og events til NGO’er og offentlige instanser skal kommunikeres til offentligheden.

Til hverdag holder vi til i et inspirerende og livligt miljø i Filmby Aarhus, hvor bureauets Aarhus-kontor har til huse. Kontoret i Aarhus har eksisteret siden 2014 og har siden sin start haft en bred portefølje, der blandt andre tæller Musikhuset Aarhus, Aarhus Teater, komiker Sanne Søndergaard, Skovgaard Museet, Tivoli Friheden, SPOR festival, Viborg Kommune og mange flere. 

På Aarhus kontoret indgår du i et team med projektleder Natasha Holst Bülow og projektkoordinator Sofie Lomholt, men du vil også komme til at løse opgaver for kontoret i København. 

Dine arbejdsopgaver vil primært bestå af presse- og kommunikationsarbejde, men der vil også være mulighed for, at du kan udfolde dig digitalt. 

Dine arbejdsopgaver vil typisk bestå i:

  • Udarbejdelse af pressemateriale
  • Opsøgende pressearbejde til magasin- og dagspresse
  • Koordinering af interviews
  • Afvikling af arrangementer, hvor pressen skal plejes 
  • Produktion af video til SOME 
  • Pressedokumentation 
  • Research 
  • Diverse ad hoc opgaver

Praktikopholdet giver dig således masser af konkrete erfaringer, der vil ruste dig til din videre karriere. Samtidig opbygger du undervejs et stærkt branchenetværk bestående af både journalister, redaktører, kulturaktører og kommunikationsfolk.

Vores ideelle ansøger er: 

  • Begejstret for kommunikationsfaget og for digitale trends 
  • Dygtig til at skrive
  • Velorienteret om aktuelle tendenser i kulturlivet
  • Praktisk anlagt
  • Detaljeorienteret og grundig
  • En team player, der ikke er bange for at tage fat
  • Hurtig til at sætte sig ind i nye projekter
  • Kan overholde deadlines og føre opgaver til dørs

Ansøgning og CV skal sendes til job@have.dk senest d. 14. december 2018. Ansøgningen markeres med “Praktikant Aarhus” i emnefeltet. Vi holder samtaler løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig.