#Blog 10: Blank – Overlevelsesguide til den idéforladte

Blink – blink – blink! Vi kender det alle sammen. Curseren der blinker monotont på den hvide skærm, mens håndfladerne bliver mere og mere svedige og deadline rykker tættere og tættere på. Skriveblokering, writer’s block, sort skærm, at gå i sort, kært barn har mange navne, men det gør ikke følelsen mere behagelig når hjertet hamrer afsted, og idéerne har valgt at melde ferie.

Så hvad gør du? (udover at gå i panik og melde dig fake-syg på arbejdet). Det får du 5 gode tips til her – en tilpas mængde til at du både kan nå at læse dette indlæg, OG lave din opgave færdig inden chefen kommer og rykker for den;-).

Gå tilbage til din indholdsstrategi
Gå din indholdsstrategi efter i sømmene. Se om der er nogle formater eller idéer som dit tidligere jeg har formuleret, og som sidenhen er blevet glemt. Der kan sagtens ligge noget guld i gemmerne, som bare venter på at blive støvet af og komme frem i lyset. Hånd i hånd med dette tip går at kigge dit gamle indhold igennem, og se om der er noget der kan følges op på eller gentages som en lille serie. Husk at genbrug er guld.

Husk din læser
Vend fokus væk fra dig selv og hen i mod dem der skal læse dit indlæg. Hvad interesserer dem? Hvad er deres problemer? Hvad søger de svar på? Gennemgå alle de steder, hvor du har adgang til dine læsere og se hvad de skriver eller spørger om. Dette kan ofte være en værdifuld måde at få inspiration til et indlæg, og indholdet vil være top-relevant for dem der skal læse det. Er du gået helt i sort, kan du jo lave et spørgeskema, hvor du direkte spørger dine følgere hvad de kunne tænke sig at læse/høre/se mere om – gratis inspiration direkte ind i din indbakke.

Brug andre
Se dine kollegaer som kilder til inspiration (er du freelancer så brug dine venner). Stil dem spørgsmål om det du gerne vil have svar på, og brug deres svar i det du skal skrive – er det en idé du skal udvikle, så få andres blik på den, helt uforpligtende. Nogle gange kan din kollega fra en anden afdeling tilføre en helt anden vinkel, som kan give dig ny inspiration.

Start hvor du kan
Noget af det der hæmmer os, når vi skal skrive eller finde på en god idé er frygten for ikke at være geniale eller have ordentlig styr på emnet. Så vi ender ofte med at læse os ned i et hul, under dække af at vi laver værdifuld research, når vi i virkeligheden blot overspringshandler, for at udskyde den grusomme skriveprocess.
Jeg plæderer ikke for at skippe research, men nogle gange kan det betale sig at komme i gang med at skrive, selvom du endnu ikke har det forkromede overblik over din idé.
Bare start et eller andet sted. Med slutningen eller midt i det hele. Lav en skitse over den dårligste idé du kan finde på, eller skriv en liste over alle de ting, du er i tvivl om. Det at du kommer i gang med at skrive – også selvom det bare er et eller andet – frigør noget af angsten for det blanke papir, og sætter skub i tankerne.

Opsaml inspiration
Det sluttelige råd er mere langsigtet, men kan spare dig for oceaner af tid på den lange bane. Lav en inspirationsfolder på din computer, telefon eller rent fysisk. Hver gang du falder over et godt blogindlæg, en god infografik, en flot video ect. er det bare at gemme det i din mappe, og vips over tid får du opbygget et helt arkiv af gode idéer du kan trække på hver gang inspirationen svigter.