Mød vinderne af Artbeat Prisen 2018

Artbeat Prisen, der hylder det bedste indenfor dansk kulturformidling, blev torsdag d. 22. marts uddelt for sjette gang på Teater Sort/Hvid i København. Prisen, der uddeles med støtte fra Spar Nord Fonden, gik i år til tv-programmet Historien om Danmark, mens særprisen gik til Zaki Youssef og Talentprisen til Sara Omar.

Historien om Danmark
Artbeat Prisen går til et projekt eller en aktør inden for kulturlivet, der har kombineret det kunstnerisk nyskabende med det formidlingsmæssigt fremsynede. I år blev prisen overrakt til DR-programmet Historien om Danmark – en af de seneste års største danske tv-successer – og med god grund. Som Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Niko Grünfeld sagde, da han uddelte prisen:

“Med Lars Mikkelsen i front fik vi serveret en præsentation af vores fælles historie, som kunne samle alle generationer foran tv-skærmene, ti søndage i træk. (Det var) en fornøjelse at bevidne historikerne, arkæologerne og de øvrige eksperter, der med stor elegance forstod at formidle historien som det, den er: En ufuldstændig størrelse, der fortløbende revideres og af og til revolutioneres af nye fund og teknologier.”

Vinder af Særprisen 2018: Zaki Youssef
Skuespiller, rapper, instruktør og dramatiker Zaki Youssef har allerede haft et forrygende 2018. Hans forestilling DER VAR ET YNDIGT LAND på teatret Sort/Hvid har trukket fulde huse siden premieren, og har begejstret – og udfordret – publikum med sit dybt originale take på hvad, det vil sige at være dansk. Zaki er et menneske med noget på hjerte – en vigtig og nødvendig stemme i det danske kulturlandskab.

Som Elsebeth Gerner Nielsen udtalte på vegne af juryen: “Med Zaki Youssef har dansk kulturliv fået en ægte ener. Et vidtfavnende talent, der både inspirerer og provokerer sit publikum med sin absolut originale tilgang til formidling af kultur. (..) Det er i sig selv en markant bedrift og vidner om hans exceptionelt veludviklede sans for kulturformidling.”

Vinder af Talentprisen 2018: Sara Omar
Sara Omars Dødevaskeren er ifølge hende selv et kampskrift. Et vidnesbyrd, der sætter fokus på kvindeundertrykkelse, incest, vold og social kontrol med udgangspunkt i hendes dansk-kurdiske – og muslimske – baggrund. Omar skriver sig direkte ind i en række af vor tids største og mest gennemgribende debatter, sat i relief af fremmedfrygt og #metoo. Som Berlingske skrev i sin anmeldelse af Dødevaskeren: ”Dette er litteratur, der kan ændre vores samfund.”

Uddrag af Juryens motivationstale: “Sara Omar er et lys. For det første er hun et lysende talent. For det andet kaster hun med sin bog Dødevaskeren lys over kvindeundertrykkelse, social kontrol og vold med en stærk og ufiltreret stemme, der emmer af lige præcis det mod, der skal til, hvis formørkelsen skal bekæmpes. Hun skriver sig ind i en #MeToo-tid, men med sin konkrete italesættelse af Islam går hun et stort og vigtigt skridt videre. (Hendes) overordnede ærinde er at præsentere et forsvar for menneskerettigheder, med fokus på især kvinder og børns rettigheder, men ultimativt alle væseners ret til at leve et liv i frihed.”

Fokus på kulturformidling med Artbeat Prisen
Have Kommunikation har taget initiativ til Artbeat Prisen for at sætte fokus på kulturformidling. Juryen har udvalgt både de nominerede og vinderne.

Artbeat-juryen består af

  • Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Kolding Designskole
  • Jørgen Ramskov, radiodirektør for Radio24syv
  • Magnus Restofte, kommunikationschef på Det Kongelige Teater
  • Jonatan Spang, skuespiller og instruktør
  • Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart
  • Tine Nygaard, udviklingschef på Museum Sydøstdanmark
  • Jeanett Albeck, musiker og komponist
  • Mikkel Harder Munck-Hansen, skuespiller, instruktør og direktør for Nordens Hus
  • Sigurd Hartkorn Plaetner, forfatter, debattør og iværksætter
  • Kristina Holgersen, artist og komponist samt formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik
  • Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation

Spar Nord Fonden støtter hvert år flere hundrede lokale ildsjæle,
der alle giver lidt ekstra tilbage til lokalsamfundet. Årligt donerer
Spar Nord Fonden op til 20 millioner kroner til forskning, kultur
og foreninger. Bag hver donation gemmer der sig en god historie
om nogen, der har noget på spil og projekter, der gør en forskel.